Min bedstefar Jens Nylevs beretning, formentlig fra 1937
Min Slægt
Desværre ved jeg kun lidt om min slægt. Den har i mange århundreder holdt til ved Limfjordens bred, hvor de har været fiskere. Det gælder dog kun min fars familie. Min bedstefar hed Christen Henriksen og var i sin ungdom fisker i Gimsing. Hans far var fisker Jens Nielsen, Struer. Hvor han var født, ja det kendes ikke. Christen Henriksen var født i 1795.
Fisker Christen Henriksen blev den 29 maj 1823 gift med Karen Pedersdatter fra Gimsinghoved (Gimsinghoed), en gård i Gimsing. Hun var datter af gårdejer Peder Christensen og Kirsten Lauridsdatter. Kirsten Lauridsdatter må være født ca. 1764. Hun blev d 21 maj 1795 gift med Niels Christensen. Hun var dengang ca. 30 år, mens han var over 70. Han døde da også allerede året efter. En tid derefter giftede hun sig igen med en Peder Christensen fra Reesen. Hvem han var og hvornår han var født kan ikke oplyses. Disse havde en datter, Karen Pedersdatter, som er min bedstemoder på fædrene side. Da hun var blevet gift med fiskeren Christen Henriksen flyttede de ind i gården Gimsinghoed. De fik 5 børn, 4 piger og en dreng. Drengen opkaldt efter bedstefaderen var min far, født d. 27 september 1837. Af pigerne var en gift med vognmand Chr. Graabølle i Holstebro, en anden havde boet på et husmandssted på Holstebro Bymark. Graabølles kone hed Marie. Hun døde tidligt og havde ingen børn. Hende, der boede på Bymarken hed Kirsten og havde 6 børn. De er næsten alle udvandrede til Amerika. To af pigerne døde ugifte. De var alle født på Gimsinghoed, men her gælder det jo nok: ”skomager bliv ved din læst”. Chr. Henriksen var en dårlig landmand, og under den store landbrugskrise i tyverne og trediverne kunne han ikke klare sig, men solgte gården. Siden flyttede de om og boede forskellige steder; det gik stadig tilbage. Som gamle boede de hos den ældste datter på Holstebro Bymark, og der døde de begge. Jeg kan svagt mindes at have set dem. Bedstefader besøgte os en gang i Aulum, og jeg kan huske, vi var ude at køre og jeg syntes det var underligt, at han havde en stok med i vognen. Bedstemoder var sikkert den betydeligste, men jeg har ingen erindring om dem, og fader omtalte dem aldrig. De døde ved Holstebro og ligger begravet på Holstebro Kirkegård. Ingen kender deres grave. Da de ikke blev vedligeholdt, er de vel for længst gravet op.
Min moder havde bogstaveligt ingen slægt i (Vejrum ?) Sogns Kirkebog står: ”Birthe Marie Frederikke Christensen, født 30 juni 1838. Døbt i kirken 15 juli. Moderen ugift fruentimmer, Karen Jensdatter i Lyngkrog. Som barnefader blev udlagt Christen Lauridsen, tjenende som kusk på Quistrup”.
Karen Jensdatter var fra Lyngborg. Plejedatter af Anders Hansen og hustru. Da hun var plejedatter er det med den tids kirkebøger næsten umuligt at få oplyst, hvor hun var fra. Meget tyder på, at hun også var et uægte barn. Hun døde allerede et halvt år efter, d. 11 februar 1838, 29 år og 5 måneder gammel, hun må altså være født i 1810. Den lille pige blev i hjemmet. Den gamle plejemoder gik ud som kogekone. Mor var en pæn og rask pige. Hun kom til Holstebro at tjene og tjente der i samme plads i 10 år. Faderen Christen Lauridsen, kusk på Quistrup blev siden gift og boede i nærheden af Holstebro. Mor har fortalt, at hun nu og da havde talt med ham.
Mine forældre lærte hinanden at kende i Holstebro. Far kom i smedelære og arbejde som smed der i byen. Bekendtskabet var dog i første omgang kun flygtigt og far rejste. En tid gik han vist som andre svende på ”valsen”. Det var vist ingen god tid. Nætterne i landevejskroerne sammen med andre svende var vistnok slemme. Han talte sjældent om dette. En gang har han dog fortalt, at det var en juleaften. Han og en til havde sammenlagt 5 Rdl (rigsdaler), der næsten alle blev drukket op juleaften. De havde gennemvandret Hanherred og Thy uden læder i støvlerne, så de havde næsten gået med bare ben i snedriverne. Dette vandreliv varede dog ikke så længe. Han fik heldigvis arbejde i Århus, og der blev han i 3 år. Dette blev dog afbrudt af krigen 1864. Han blev nemlig indkaldt og måtte gøre krigen med. Han var dog ikke med i den første årgang, så han var ikke med ved Dannevirke og tilbagetoget derfra. Derimod kom han med på Dybbøl. Han var også med d. 18 april ved stormen. Han fik den dag en kugle gennem huen og senere opdagede han, at en anden var gået gennem benklæderne uden at berøre ham. Efter stormen lå han på Als, hvor han blev taget af tyskerne d. 29 juni, da de gik over Alssund. Han sammen med mage andre blev ført til Madgeburg i Tyskland, hvor de lå på en fæstning. Det var uhyre kedeligt. De kom hver dag til et eller andet arbejde, som at flytte jord for den næste dag at flytte det tilbage igen. Fangetiden varede ca. 3 måneder, da blev fangerne udvekslede, og han kom hjem igen. Far vendte denne gang tilbage til Holstebro, hvor han fik arbejde og hvor han igen traf mor i den samme plads. De blev kort efter forlovede og gift. Det er vistnok gået far, som det gik Terje Viken: Det bandt med et sæt ham fast.
De var fattige og den smule bohave de havde, måtte mor skaffe. Den familie, hun havde tjent hos var en Feldbereder (garver) Nylev. De havde selv en datter, Lise, der var gift, og mor, der altid hed Marie, var som deres eget barn. De hjalp hende også godt, da hun blev gift. Mor har antydet, at de ikke syntes om partiet, da far ved en noget vidtløftig fyr. Alligevel støttede de dem så godt de kunne, og da jeg blev født d. 5 april 1866 var både far og mor enige om at opkalde mig efter deres velgører, jeg kom da til at hedde Jens Nylev (Christensen). Jeg kan huske, at jeg har set den gamle Madam Nylev, som hun altid kaldtes (man udtalte altid ordet med tryk på første stavelse). Hun var som en gammel bedstemoder. Opholdet i Holstebro blev dog ikke langt. Der var for lidt arbejde, og far måtte se sig om efter en anden virkeplads. Det var ikke nemt for en fattig familie. Pladsen fandt han i Aulum, dengang et udpræget hedesogn, et par mil fra Holstebro mellem Holstebro og Herning. I en gård, der hed Store Daugård ? var der en smedje og et gammelt aftægtshus, der var til at få til leje, og da der i en længere omkreds ikke fandtes nogen smed, syntes det jo ikke så galt. D. 5 april 1867 kom de til Aulum. Jeg var den dag 1 år gammel. Den dag blev indledningen til svære trængsler. Arbejde var der næsten intet af, og det blev yderst dårligt betalt. Der var intet, der hed tarif. Mor måtte hjælpe far i smedjen, og skønt hun var lille af vækst, lærte hun at svinge forhammeren så godt som nogen svend. Det har været en drøj omgang for den lille bydame, men hun tabte ikke modet. Hun holdt også far oppe. Hun (han?) var sangviniker og så sagerne i ”lyst skær”…….? Han var dog hverken ? eller projektmager, altid var det mor, der – i den svære tid – holdt hovedet koldt. Hun viste i sjælden grad at spare, og hun sørgede altid for at få regningerne betalt. Hun ville hellere selv sulte end gøre gæld, som ikke kunne betales. Når far havde tilbøjelighed til at se mere stort på det, så vidste hun uden hårde ord at sætte tingene på plads. I den huslige økonomi var det altid hende, der var den rådende, og jeg tror far havde gået til grunde, havde han ikke haft hende ved sin side. Det skal også siges til hans store ære, at han lod hende råde.
Stillingen i Daugård var dog besværlig, og far og mor tænkte alvorlig på at få et hus. Et sådant tilbød sig i 1868, hvor Per Skovhus ? ville sælge. Til huset hørte 15 L hede. Hele herligheden var at få for 100 Rdl. Ved kaution skaffedes en lille udbetaling, og familien flyttede i 1868 til Lundby i det sted, der blev deres hjem for livet. Jeg var dengang godt 2 år, men mener dog bestemt at kunne huske opholdet i Daugård. Jeg husker, at jeg var lukket inde, men slæbte en stol hen, som jeg kravlede op på og stod og drejede på håndtaget. Jeg mener også at kunne huske, at jeg en dag slap ud i køkkenet og heldigvis stod køkkendøren åben, så der var fri adgang udefter, men ude i haven kom gårdens so, og den indgød mig en sådan forskrækkelse, at jeg aldrig har glemt det.
Da vi flyttede til Lundby var min søster født. Hun blev født i Daugård den 19 marts 1868. Et så fattigt hus, som det far og mor måtte flytte ind i, findes vist ikke mere i Danmark. Det lå næsten på jorden. Væggene var murede af lersten, og for ikke at regne væk, var der dynget jord, græstørvsøje ? imod dem. Loftet over stuen var så lavt, så far slet ikke kunne stå oprejst under bjælkerne. Brædderne var så utætte, så snavset dryssede ned overalt. Ud til gangen var der så højt et dørtrin, så jeg knap kunne kravle over det. Stuen havde lergulv med store huller. I regnvejr sivede vandet gennem grunden og fyldte hullerne, så der dannedes små søer inde i stuen. En vinter, da huset næsten var dækket af sne, blev det om foråret tøbrud, og da vi vågnede om natten sejlede alt inde i stuen. Der var to store alkovesenge uden bund, men fyldt med lyng og et herligt tilholdssted fo r mus, rotter og snoge. Over lyngen var der lagt et lag halm. Disse alkovesenge var udmærkede gemmested? For kartofler o. lign., der ikke måtte fryse. Langs med væggene, der altid var fugtige, var der anbragt en flettet halmmåtte, der kunne skærme fugtigheden lidt. Af fast inventar var en bilæggerovn og en bænk under vinduet med et lille bord foran. Mellem sengene stod mors kommode. Det var alt. En lille dør med høj dørtrin førte ud til køkkenet. Et sodet og ? reim ? (ildsted) med den store åbne skorsten, hvorfra sodklatterne ustandselig klattede ned i gryden, der var anbragt på ildstedet. Og skønt mor passede på så godt hun kunne, var det meget almindeligt, at maden smagte af sod. Et skrøbeligt køkkenbord og et gulv, ringere end i stuen fuldender billedet af dette beskidte rum, der dog nok ikke var ringere end det fandtes andre steder. Huset var fuldt af rotter. De boede i sengen og løb over dynerne om natten. De åd alt, så mor havde ikke et sted, hun kunne gemme maden for disse grådige og hæslige gnavere. Far satte sakse for dem, og en nat hørte vi støj i køkkenet. Jeg skulle med et lys i hånden gå ud og se, om der var noget. Jeg så et par gloende øjne på køkkenbordet, og hurtigere end jeg kunne opfatte det, sprang rotten ned af bordet med saksen. Jeg udstødte et hyl af forfærdelse og kom ind i stuen i en fart. Om vi fik rotten husker jeg ikke. Far holdt kaniner. De boede i den ene ende af huset, men gravede sig ned, så de sammen med rotterne ganske underminerede hytten. Da far skulle have en smedje, gravede han den ind i en bakke, der lå nogle favne fra huset. Det var i høj grad primitivt, men et værksted fik han, og det kostede intet. Det var i 1868. Det var det år, der var misvækst i Jylland. Der faldt i denne sommer i maj, juni og juli kun 50 mm regn, den tørreste sommer i mands minde og i det sidste århundrede. Fattige folk i Jylland led i dette stor nød, og sådan var det sikkert også i vort hjem. Mor talte altid med skræk om ”æ tar’ ?”, det var vist det værste, de havde oplevet. Både far og mor var købstadsdannede og talte bysprog, da de kom til Aulum. Det kunne de selvfølgelig ikke blive ved med. Det vakte næsten opsigt, at disse fattige mennesker ville være fornemme. Det tabte sig også snart, og det meste af deres liv talte de uforfalsket jysk. Der blev dog en lille levning tilbage af byen, idet far altid blev kaldt ved efternavn, han hed altid smed Christensen, og sådan kaldtes han til sin død.
Far var jo blevet ejer af 15 td. Land hede, men det var af tvivlsom værdi, da både far og naboerne var af den mening, at det ikke kunne betale sig at opdyrke den. Ejendommen kunne ikke engang føde et får, endsige en ko. Efter nogle år lejede de dog en ko , som de havde om sommeren, og som vi børn måtte græsse på grøftekanten. De fik også enkelte får, men da de ikke havde råd til at købe, fik de dem ”til ?”, som det hed. En ? var det vist, som købte fårene, så skulle far græsse dem mod at have det halve af den indtægt, de bragte, d.v.s. det halve uld og de halve lam. Det var vist en rigtig dårlig forretning, men dog måske bedre end ingenting.
Far fik efterhånden en del arbejde, og da han ikke var bange for at tage fat på hvad som helst, fik han nok at bestille. Han hjalp folk i høsten, og han slagtede grise. Efterhånden vandt han også anseelse. Han var mere oplyst end de fleste bønder. Han havde oplevet meget, og han skrev langt bedre end de allerfleste, derfor blev han også brugt, når der skulle affattes skriftlige sager. Det der i disse år betød mest, var, at han fik arbejde på herregården Lergrav, der dengang ejedes af proprietær J.P. Damgård. Der tjente han i bogstavelig forstand brødet. Han fik en tønde rug, og den blev bragt til mølle. Og havde han ikke penge at betale med, kunne han tjene det af. Det var strengt nok, da sæden i disse år (var) dyrt. Det kneb vist også tit, men mor sagde altid siden, at hun ikke vidste, hvordan det skulle have gået, hvis ikke far havde kunnet få sæd på Lergrav. Vort hjem blev et livligt sted. Der kom mange mennesker. Far kunne tale med alle og både yngre og ældre ville gerne have en passiar. Mor var langt mere tilbageholden, men hun gjorde sit til at hjemmet under de små forhold kunne blive så hyggeligt som muligt. Far begyndte efterhånden at opdyrke lidt af heden. Det var yderst besværligt, da han intet havde at køre med. Det var altså naboerne, gårdmændene, som han kunne gøre tjeneste på anden måde, der nu og da pløjede en stump op af heden. Den måtte jo ligge et par år, inden der kunne sås i den, men først måtte den mergles, og mergelen var dyr og måtte hentes langt borte. Det kom dog lidt efter lidt, indtil vi selv kunne holde køer og disse bruges som trækdyr. I 70-erne begyndte plantningssagen at vække opmærksomhed i Vestjylland, og far var en af de allerførste, der begyndte at plante gran og bjergfyr. En skråning, der mest bestod af flyvesand, blev tilplantet og kom ikke alene til at give læ, men også dannede en smuk ramme om huset. I den gamle ? var der kun et forblæst piletræ, men nu blev der efterhånden en smuk have og en god plantage. Den gamle rønne blev dog trods vedligeholdelse så brøstfældig, så der måtte tænkes på et nyt hus. Det var i første halvdel af 70-erne, at der blev taget fat på arbejdet. Huset blev flyttet op på en bakke. Det kom til at ligge frit med en udmærket udsigt mod øst til kirken. Det nye hus skulle selvfølgeligt bygges så billigt som muligt. Væggene var lavet af ler, hvori der var æltet lyng. Skillerummene af lersten, som far og en nabo strøg. Træværket var af den simpleste slags. Da huset var færdigt med sine lerstampede pæne gulve, med smukt pudsede vægge, og med stuer, hvoraf den ene var dagligstue og sovekammer, syntes både far og mor, at det var et helt palads. Hvor var det dejligt at kunne vær e fri for rotter og alt det øvrige, som den gamle faldefærdige rønne husede så meget af. Nu blev det nedbrudt, og der stod kun en stump, der blev indrette som smedje.
Efterhånden voksede familien. Vi var i alt ni søskende, 4 drenge og 5 piger. Jeg var den ældste. En lille dreng, Frederik, blev født 1872, men døde ¾ år gammel. Han var svag og ville ikke trives. Læge blev jo aldrig hentet, derimod var kloge mænd og koner højt i kurs på egnen. Far og mor delte vel egnens tro i så henseende. En klog kone havde rådet dem til at efter solnedgang at grave en grøntørv og putte barnet under tørven, så skulle det nok komme sig. Skønt jeg ikke husker det, har mor siden fortalt, at tørven blev gravet, men da barnet skulle puttes under, blev de enige om ikke at ville have noget med sådanne sortkunster at gøre og gjorde det ikke. En dag sad jeg på bænken, mens mor hjalp far. Vuggen stod på gulvet. Pludselig fik barnet nogle trækninger, og jeg råbte: ”Mor kom, lille Frederik gør så der”. Han havde krampe. Det var ikke mange morgener efter, vi blev vækket af mor, der grædende fortalte, at nu var lille Frederik død. Jeg husker begravelsen en sommerdag 1873. Foruden mig var der to levende søstre, Marianne, der var opkaldt efter mors plejemor i Lyngborg, og Karen Marie opkaldt efter farmor Karen og min afdøde faster Marie. I 1874 fødtes nok en dreng Christen. Han var stor og havde aldrig fejlet noget. Han var 16 år og tjente i Feldborg, da han pludselig blev syg af lungebetændelse og døde i løbet af to dage. Han havde været hjemme få dage i forvejen, og mens han ellers altid havde begivet sig mit frit mod på den lange vej fra Aulum til Feldborg, så kunne han ikke komme af sted den aften. Få dage efter blev han ført hjem som lig. Far og mor sørgede meget over ham. Han var sådan en god dreng. Lidt tungnem i skolen havde han været og havde lidt under tyranniske lærere. Men flink og dygtig var han. Da han døde, var både Marianne og jeg langt borte fra Aulum, men vi nåede dog hjem til begravelsen. Vi havde endnu en broder, Frederik, opkaldt efter den afdøde, vistnok født 1876. Også han var stærk. Han havde vikingeblod i årerne og er sikkert den, der mest havde arvet noget af sømanden. Endnu mens han var ganske lille rodede han i enge og ? og fiskede i begyndelsen kun med en stok, siden med at ålejern. Ni år gammel fik han difteri og døde i løbet af en dag. Det var jo ? underligt, at disse raske og stærke drenge skulle dø, mens jeg, der som barn var langt svageligere skulle leve. Jeg blev altså den eneste dreng. I 1878 fødtes Vilhelmine, der nu er jordemoder i Hjortsvang og endelig i 1880 fødtes 2 piger, tvillingerne Trine (?) og Marie. Sidstnævnte blev gift med Peder Mikkelborg i ?, men døde få år efter af brystsyge. Trine rejste til USA, hvor hun blev gift med en svensker og boede i lang tid i North Dakota. I flere år har vi nu (1937) ikke hørt fra hende. Under de svære og fattige forhold var det en stor flok at opdrage, men det gik. Far og mor ville hellere have sultet ihjel end de havde bedt nogen om hjælp. De havde store sorger, men det bøjede dem aldrig. Den tungeste tilskikkelse var vist, at Marianne blev syg. Som lille 10-års pige tjente hun i Vinding og havde en plads, der var alt for streng for sådant et barn. Hun fik betændelse i det ene ben og led forfærdeligt. Det var i 1878. Var hun straks kommet under kyndig lægehjælp, ville benet vel være blevet helbredt, nu måtte hun i lang tid ligge hjemme og gå med krykker. Benet kom sig aldrig, og hun har livet igennem lidt forfærdeligt ? og er blevet opereret mange gange. Hun var i flere år ? hos mig i Kærby, hvor hun vandt sig mange venner, men blev i 1900 gift med brygger Chr. Jørgensen i Mullerup. Karen Marie blev gift med Peder ? i Herning og har i mange år boet i denne by. Mor døde i 1902. Hun havde i længere tid lidt af en blodsygdom, som vi dog ikke anså for alvorlig, men det var jo nok kræft. Jeg var hjemme og se til hende i foråret. Hun havde da tabt alt håb om at komme sig. Hun var dog oppe, og hun sad og vinkede farvel til mig, da jeg gik. Ikke længe efter fik jeg brev fra far at hun var stille sovet ind. Hun blev begravet på Aulum kirkegård. Det blev en streng tid for far, da mor var borte. Trine var en tid hjemme, men hun kunne ikke finde sig i det og rejste. Far måtte så have fremmede husholdere, og det gik rigtigt dårligt. Far var nu heller ikke rigtig rask. Han havde haft et lettere tilfælde af apopleksi. Det var derfor meget godt, at Christen Jørgensen og Marianne vistnok i 1907 rejste hjem. De havde solgt bryggeriet og overtog nu stedet. Chr. Jørgensen fik snart gang i det. Han prøvede ? at lave bryggeri, men det gik ikke. Folk bryggede selv øl, så de havde ikke brug for en brygger. Det eneste resultat af brygningen var, at stedet brændte, og at fars logi? Brændte. Det var vel ikke store ting, men han havde dog flere sager, som vi gerne ville have været levnet, bl.a. en gammel bibel, hvori han havde skrevet alle vore navne, og hvornår vi var født, døbt, eller for fleres vedkommende, hvornår de var døde. Stedet blev nu igen? bygget op og far fik en stue. Han var meget optaget af det alt sammen og han og Chr. kunne godt sammen. Han boede nu nogle gode og fredelige år og havde det vist så godt, som han ikke havde haft det i mange år. Marianne var god mod ham og plejede ham. I 1912 blev han syg, og under denne sygdom fik han en sådan næseblod, at det ikke kunne standses og det endte hans liv. Han blev begravet Påskelørdag ved mors side i Aulum. Marianne og Chr. J. boede endnu i mange år i Aulum, men solgte stedet i 1930.